Tomat og timian

Ahh, ser det ikke hyggeligt ud. Bord og stole til kaffen med hjemmebag og lidt pelargonier og ellers proppet med tomater.

Billedet er selvfølgelig ikke taget lige nu men sidst på sommeren hvor tomatplanterne er ved at overtage pladsen i drivhuset. Til sidst ryger stole og bord også ud for at tomaterne har plads nok. Hvordan har i det hjemme i jeres have? Her hos os er drivhuset det sted hvor vi kan nyde udelivet fra tidligt forår. Vi kan kigge ud over en del af haven i medens vi snakker om hvad det næste er vi skal i gang med. Hyggeligt. I dag skinner solen her i Nordjylland og temperaturen er sneget sig op på 10 plusgrader.

I går kiggede jeg rundt på vores højbede med hvidløg. De er alle belagde med et lille lag halm. Vi begyndte ellers i efteråret med noget havefilt som vi havde flere ruller af. Men det var ingen god idé. Hvis det ikke skulle blæse væk, var vi nødt til at enten lægge sten på eller sømme det fast til højbedskassen med brædder i begge sider. Det viste sig at ligge for stramt til jorden og musene havde frit spil under et dække som sikkert var dejligt varmt.

Inden snevejret kom med utroligt meget sne, fik min mand fjernet alt stoffet og lagde det tynde lag halm på i stedet. Og puha det er altså langt bedre beskyttelse. Det holder også ukrudtet væk samt regneormene mylrer rundt i bedet, hvilket også er rigtig godt.

Nu er hvidløgene synlige med deres kraftige spidser i langt de fleste bede. Sjovt at hvidløg ikke er grønne når den første lille fede top viser sig. Den ser nærmest lyserød eller orange ud. Vidste du at hvidløg ikke vokser fra toppen men fra bunden og opefter?

Men tilbage til overskriften. Tomatfrøene har været fremme til gennemsyn her i week-enden. Det er nok 5 år siden vi købte tomatfrø. Det er så supernemt at selv tage frø fra tomater at det ville være tåbeligt at lade vær. Dvs. jeg har masser af frø, men efterhånden kun fra den samme (eller ca. den samme da de desværre bliver blandet med hinanden).

Dvs. i år skal vi købe nye frø, og hvad skal man da vælge? Jeg har lyst at afprøve en cocktailtomat af den mørke slags og min søn vil gerne have tomater der er gode til tomatsovsen. Desuden skal min søns tomater kunne stå ude da han er så heldig at have en "Urban Gardening have i Aalborg". Den fik han og kæresten så sent sidste år, at de ikke nåede at så de almindelige grøntsager. I år bliver det derfor nærmest at gå amok i hele det store tomme areal.

Rigtig mange firmaer sælger tomatfrø og flere har et fantastisk udvalg. Jeg kan varmt anbefale Bjarne Højlunds side. Han har desuden et kæmpe udvalg i chilier og selvfølgelig en masse andre ting. Vi zappede lidt rundt og fandt et par nye sider og valgte derefter følgende frø. Banana Legs, en sugotomat/Roma, Black prince (gl. sibirsk), Money Maker, en højtydende rød/orange gl. afprøvet sort, Sub-Artic Plenty, god til udendørs og højtydende, Russian Plumb, alle dem var min søns valg mine er Chokolate Cherry, en mørk drivhus-cocktailtomat og Tiny Tim som er de mindste tomater over hoved (god til børnebørnene). De skulle komme i store mængder. Spændende. De frø jeg selv har er gule og rød/orange cocktail tomater. Da jeg efterhånden har taget frø fra egen frugt ved man aldrig om det er den samme tomat der dukker op. Derfor er det en god idé at få lidt nye tomater ind i drivhuset.

Drivhuset har to vinduer og hvis det bliver meget varmt er døren også åben, derfor kommer insekter ind og bestøver på kryds og tværs. Det får tomater og desværre også chilierne til at blande sig meget uforudsigeligt. Især chilien er det lidt kedeligt at ikke vide om det er de chilier vi gerne vil have.

Det lyder måske som en farlig mængde tomatfrø. Nu er der kun 10 frø i hver pose og vi skal dele men husk at tomatfrø kan gemmes i adskillige år. De er nogle af de mest hårdføre frø overhoved. Så hvis vi ikke har lyst at så alle sorter i år, gemmer vi bare resten af frøene til kommende år.

Timian er en af de krydderurter som sagtens kan overvintre hvis man har en have med lune hjørner. Sådan er det ikke hos os. Vi bor i det vindblæste Nordjylland ude hvor kragerne er vendt om. Bondens marker kranser omkring vores ejendom så vi har også fornøjelse af forskellige dufte. Men vi har ingen fabrikker her og vi har masser af fugle i haven. Dejligt.

Oregano, malurt og mynte er umulige at slå ihjel. Alle andre krydderurter dør som regel hver vinter, og i år har jeg besluttet at jeg selv vil så timian. Måske bliver den lidt mere hårdfør, sådan er det ofte. Frø man selv sår har jo vænnet sig til de omgivelser og den jord den er groet op af. Derfor er den allerede aklimatiseret når den kommmer op af jorden. Køber man færdiglavede planter, som er groet i beskytttede omgivelser, kan man opleve at planterne har svært ved at overleve i f.eks. haver som vores.

I år har vi gemt lidt så og priklejord, da de sidste par år har vi ledt i øst og vest for at finde netop den jord nu inden den store så-sæson er begyndt. Måske er jorden ikke ligeså god som "ny" jord, men hvem siger at de sække vi kan købe i byggemarkeder er NY? Jeg tvivler. Som regel køber forretningerne først jord ind når vi er tæt på marts måned og hvad gør vi hobbydyrkere så? Vi er desværre nødt til at gemme jord fra året før. Man kan selvfølgelig også købe jord på nettet, men vi skal købe større mængder hvis det kan betale sig. Fragten er en stor post når man køber ting som vejer så meget som jord gør.

Jorden står udenfor. I dag tager jeg et par af mine mange sorte havespande og fylder dem med så- og priklejord. De kommer ind og stå ved siden af oliefyret et døgns tid inden den bliver brugt. Samtidig vander jeg jorden forsigtigt igennem så den er lettere fugtig. Totalt iskold og knastør jord er ikke noget nye frø bryder sig om. I gennem vinteren har vi gemt de sorte kødbakker fra supermarkedet. De bliver vasket grundigt og gemt. Bakker med god dybde (5-8 cm) bliver gennemprikket med en skruetrækker i bunden. De bakker sår jeg i. Andre bakker som har større fladestørrelse men kun en dybde på højst 2 cm. bliver brugt til underbakker. Hvis jeg er heldig er der også et gennemsigtigt plastiklåg til toppen ellers bruger jeg en plastikpose eller husholdningsfilm at dække frøbakken med. Posen og filmen bliver også prikket med en spids kniv så der kommer lidt luft til. Så er det bare at komme igang.

Plantepindetips.

I øvrigt har vi fundet ud af at købe brugte persienner (de skal være af plastik) som vi bruger til plantepinde. Persiennerne skilles ad og klippes i passende stykker. Skriv sorten med en blød blyant. Alt andet blegnes af solen. Persiennestykkerne ordner jeg i vinterens løb, så vi har et godt lager inden så-sæsonen begynder. Persiennerne køber vi i en genbrugsbutik til meget få penge. De skal selvfølgelig vaskes af inden brug. Vi købte en gang nogle af letmetal, men de knækker sammen når man stikker dem i jorden. Det skal være PLASTIK.

 

 

Urban have i Aalborg.
Billedet er taget fra en af de haver som fik foråret med og nåede at så hele deres spændende afgrøder.
Vores krydderurtebed fra sommeren 2011.
Det er en fornøjelse at dyrke krydderurter i højbede. Det er også dejligt nemt at høste fra bedet.
Vores gode orange cherrytomater.
Planten kan blive et par meter høj hvis man ikke klipper toppen i tide. Vores drivhus er så fyldt med tomatplanter sidst på sæsonen, at bare det at vande er problematisk. Suk

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

13.10 | 10:05

Har bestilt hvidløg den 7. oktober men endnu ikke modtaget disse. Hvornår kan jeg forvente at modtage dem?

...
06.10 | 08:39

Hej Mette. Jeg har nogle få Alexandra løg på lager. Det er svært at kommunikere her da der ikke er givet plads. Skriv til mig på email juanak@live.dk

...
05.10 | 21:07

Hei :) Jeg forsøker å få tak i setteløk av typen Alexandra Smirnoff. Jeg ble anbefalt siden din, men kan ikke forstå hvordan eller hvor man bestiller.

...
16.08 | 10:37

Det er jeg ked af, hvorfor gik det galt? Jeg kigger på om jeg kan få dem hjem. Brug gerne min facebookside, mere tekstplads. facebook.com/slangehvidloeg.dk

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE